Børnehuset er, som navnet fortæller, et hus for børn. Børnene er da også vores reelle brugere, – altså dem, det handler om i dagligdagen. Det er børnenes udvikling og trivsel, vi sammen med forældrene skal være med til at sikre – det være sig fysisk, følelsesmæssigt, socialt og intellektuelt. Vi skal med andre ord være et godt supplement til barnets hjem.

Værdigrundlag

Vi værdsætter pæne og indbydende fysiske rammer i Børnehuset, og tilstræber at skabe en tryg og forudsigelig hverdag for børnene i en positiv og hyggelig atmosfære.

Vi vægter et åbent og ærligt forældresamarbejde, et samarbejde som bygger på en gensidig tillid til, at vi hver især gør vores bedste for børnene.

I det daglige gives der mulighed for hensyntagen til det enkelte barn afstemt i forhold til Børnehusets samlede virke.

Vi arbejder på at skabe og bevare et varmt miljø i trygge rammer og med klare grænser, inden for hvilke børnene kan udfolde sig. Børnene skal lære at træffe valg, og handle ansvarligt ud fra disse ”Frihed under ansvar”.

Hverdagen rummer en vekslen mellem leg og læring indeholdt i såvel planlagte som spontane aktiviteter. Vi mener, at den spontane leg er af stor betydning for barnets sociale udvikling.

Det er gennem legen og kammeratskabet, at roller afprøves og konflikter opstår og søges løst. Barnet kan gennem legen udfolde sin fantasi og kreativitet og få en fornemmelse af sig selv og af de andre børn.

Det er vores ønske, at det enkelte barn møder nærhed, respekt, omsorg og forståelse, således at barnet får styrket sin egen personlighed, og at barnet gennem samværet med de andre børn lærer at tage hensyn til andre og at udvise medmenneskelig respekt og forståelse.

I hverdagen støttes og vejledes børnene i at omgås andre og være opmærksomme på hinanden, dvs. ”lære” at læse hinandens signaler.

I det daglige arbejde tager vi udgangspunkt i de pædagogiske læreplaners temaer.